Mixed Feelings: Line Lyhne udstilling i Sol

Born​holmCraft​Weeks

24 sep – 16 okt 16:00–17:00
Nexø

Bornholm er særlig kendt for sin lange tradition indenfor kunsthåndværk, herunder især keramik og glas,
hvilket i dag i høj grad præger den lokale kunstforståelse. Sammenfaldene mellem billedkunst, håndværk
og kunsthåndværk er mange, men forskellene også til tider store. Med Line Lyhnes udstilling vil forskellige
discipliner, materialer og teknikker både nærme sig og fjerne sig fra hinanden på samme tid.
Til sin udstilling i Sol vil Lyhne indgå et samarbejde med glaspustere der arbejder på Danmarks
Designskole i Nexø, hvor hun selv har studeret, inden hun begyndte sin billedkunstneriske uddannelse.
Sammen med de lokale kunsthåndværkere vil hun producere objekter/’beholdere” i glas, der skal indgå
som dele af skulpturer Lyhne har produceret i Frankfurt hvor hun bor og arbejder. Derudover vil udstillingen
indeholde en serie runde mosaikrelieffer, hvis motiver tager udgangspunkt i topologiske modeller og
tegninger.
Værkerne placerer sig i en forskydning af kunsthåndværkets placering i kunstens uomtvistelige hierarki. I
en opløsning af kategorierne, udfoldes et potentiale og en feministisk diskurs, hvor det dekorative indtager
egen plads og med egen autoritet nu kan pege på sig selv og sin tilknytning til en kunsthistorisk tradition,
samt på mere ambivalente associationer og sociologiske spørgsmål, der vibrerer i mønstrene og under
overfladerne, i det digitalt prægede abstrakte formsprog samt i håndens manuelle arbejde.
Det er særligt interessant at vise Lyhnes værker i en Bornholms kontekst, da den specifikke lokale situation
er, at kunsthåndværk er den mest repræsenterede kunstform på øen, og der derfor ofte opstår spørgsmål
om hvad skellet mellem fri kunst og brugskunst består i (og om der overhovedet findes en klar opdeling).
Med Lyhnes udstilling ønsker vi at komplicere og nuancere den lokale debat, samt at udforske
grænselandet mellem dekoration og koncept, håndværk og litteratur.

Udstillingen er åben fredage kl. 15-17 samt lørdage og søndage kl. 12-15 fra den 24. september til den 16. oktober. Fernisering er lørdag den 24. september kl. 16.00.

Adresse

Sdr. Hammer 14, 3730 Nexø

Pris

Gratis

Arrangeret af

Sol Nexø